UkDe

Slagter for altid

Michael med tatovering



Randers, 9. september 2010


- Jeg er glad for mit arbejde, så hvorfor ikke vise det

Michael Fechtner har fast plads ved organudtageren i Blans. Han skærer for og kontrollerer, at robotten gør arbejdet rigtigt, når indvoldene skal tages ud. Tidligere har han også været i udbeningsafdelingen, i skæreafdelingen og på kamlinjen. Han kan udfylde alle pladser på et slagteri, og så elsker han sit arbejde.

- Jeg har været i Blans i fire år, og det er den bedste arbejdsplads jeg har været på. Arbejdsklimaet er super, kollegerne og mesteren er venlige, og så er lønnen bedre end i Tyskland, siger Michael Fechtner.

Han har været slagter i 28 år - kun afbrudt af en kortere periode som skovarbejder.
- Det er mit drømmejob. Jeg har altid elsket at være slagter, og i dag har jeg ikke lyst til at være andet, siger Michael Fechtner.

Drømmejobbet var tidligere på året årsagen til, at han fik endnu en tatovering på sin allerede rimeligt dekorerede krop. Med store svungne bogstaver står der nu Butcher for ever – 3589. Nummeret refererer til hans medarbejdernummer.

- Jeg er glad for mit arbejde, så hvorfor ikke vise det. Og den bedste måde, jeg kunne vise det på, var ved at få endnu en tatovering, fortæller Michael Fechtner, der fik den første for over 20 år siden. I dag indeholder samlingen ud over den med medlemsnummer og kødøkser også kinesiske skrifttegn, dødningehoveder, en hyldest til det tyske rockband Rammstein og meget andet.

- Flere af mine kolleger synes det ser lidt sejt ud. Men jeg har endnu ikke hørt, at det har inspireret nogen af de andre til også at få en, smiler Michael Fechtner.


vidste du?

Vidste du?
… At Danish Crown har udviklet et internetkatalog med over 200 udskæringer af svine- og oksekød.
Se kataloget
Danish Crown | Marsvej 43 | Tlf. 8919 1919 | 8960 Randers SØ | E-mail: dc@danishcrown.dk