UkDe

noma kåret som Kokkenes Kok

 
noma kåret til Kokkenes Kok 2010

Karsten Deibjerg Kristensen overrækker statuetten til Adam Price, der modtog prisen på nomas vegne. På billedet ses også Thomas Rode fra Kong Hans (tv), Jacob de Neergaard, Søllerød Kro (i midten) og Francis Cardenau, Le Sommelier, Umami og Mash (th)



Randers, 3. september 2010

Tidligere på året blev Restaurant noma kåret til verdens bedste restaurant, og torsdag fulgte kollegerne i branchen op med mere hæder. Det stod klart, da den københavnske gourmetrestaurant blev kåret til Kokkenes Kok 2010 ved et fundraising-arrangement på Hotel Koldingfjord.

- Man må sige, at det fantastiske makkerpar Claus Meyer og Rene Redzepi har gjort det. De har om nogen sat Danmark på verdenskortet, og det vil få stor betydning for Danmarks gastronomiske udvikling. Verdens bedste restaurant, det kan ikke gøres bedre, lyder det i juryens begrundelse for valget af noma.

Karsten Deibjerg Kristensen, der er næstformand i Fonden til Fremme af Dansk gastronomi, overrakte den eftertragtede pris til Adam Price, som modtog prisen på nomas vegne.
- Claus Meyer og Rene Redzepi har arbejdet stenhårdt og dygtigt med deres passion om at bringe nordisk gastronomi ud i verden. I år opnåede de fuldt fortjent den ultimative hæder for deres arbejde, da noma blev kåret til verdens bedste restaurant, siger Karsten Deibjerg Kristensen og fortsætter.

- Det noma har gjort for dansk gastronomi er helt enestående. Alle, der arbejder med dansk gastronomi, er taknemmelige og stolte over nomas indsats, siger Karsten Deibjerg Kristensen.

Historisk dag
Rene Redzepi og Claus Meyer havde ikke selv mulighed for at være til stede ved prisoverrækkelsen, men de har begge tidligere spillet hovedroller ved fondens arrangementer. Rene Redzepi modtog prisen som Kokkenes Kok 2008, og Claus Meyer var med da fonden blev dannet.

- For Fonden til Fremme af Dansk Gastronomi er det derfor også en historisk dag. Da vi tog det første skridt til oprettelsen af fonden for otte år siden havde vi inviteret en evigt ung og dynamisk konferencier til at styre slagets gang. Det var Claus Meyer, som kyndigt og vidende styrede pionererne bag fondens oprettelse sikkert gennem deres første offentlige arrangement og dermed var med til at hjælpe fonden i gang. Derfor er det en særlig glæde for os at overrække prisen til noma i dag, siger Karsten Deibjerg Kristensen.

Kollegernes blå stempel
Kokkenes Kok er de danske kokkes egen hædersbevisning til en kollega, der har ydet et arbejde ud over det sædvanlige for dansk gastronomi. Det er ottende gang, prisen uddeles, men første gang, at den går til en restaurant og ikke en enkeltperson.

Bag prisen står Fonden til fremme af Dansk Gastronomi, som blev til på initiativ af en række førende kokke og Danish Crown. Formålet med fonden er at støtte lovende danske kokke i forbindelse med kurser og studieophold med henblik på at videreudvikle kokkekunsten i Danmark.


Se også
www.noma.dk
www.kokkefonden.dk

noma kåret til Kokkenes Kok 2010
Claus Meyer var forhindret i at deltage i prisoverrækkelsen, men var med på en videoforbindelse fra Trinidad.

vidste du?

Vidste du?
… At Danish Crown har markeret sig som en erhvervsvirksomhed, der har gjort en aktiv indsats for at integrere nydanskere – og haft succes med det. Totalt er knap 15% af medarbejderne på slagterierne nydanskere.
Danish Crown | Marsvej 43 | Tlf. 8919 1919 | 8960 Randers SØ | E-mail: dc@danishcrown.dk