Alletiders rekord i Svinestien

Danmarks Smukkeste Svinesti



Randers, 9. august 2010


De sidste fem dage har der på pladsen omkring de 25 svinehytter været masser af god stemning, og både beboerne og de 60 frivillige har været med til at gøre dette års festival til rekordår for Bacon Baren

- Det er simpelthen gået intet mindre end fremragende, lyder det fra Agnete Poulsen, der er besøgsleder i Danish Crown og ansvarlig for Bacon Baren og Svinestien på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg.

Faktisk er det gået så godt, at der i år er blevet slået rekord med salget af bacon brunch. 968 bokse med lækker brunch blev i går langet over disken på blot fire timer til de mange sultne festivalgængere, der gladelig stod i lange køer for at få morgenmad fra Danmarks Smukkeste Bacon Bar.

Det er mere end der nogensinde er blevet solgt på så kort tid i Bacon Barens levetid på Danmarks Smukkeste festival.

- Vi troede slet ikke, at køkkenet kunne trække det. Men de vidunderlige frivillige har bare knoklet på med krum hals og et smil, fortæller Agnete Poulsen, som fortsætter med at rose Svinestiens 60 frivillige.

- Det er nogle helt fantastiske mennesker, som har sørget for en lækker stemning og masser af team spirit omkring Svinestien. Og selvom alle siger, at det har været knald hårdt, så siger de også, at det har været rigtig sjovt at være med. Derfor har mange også sagt, at de kommer igen næste år, lyder det fra Agnete Poulsen.

- De startede ud med et smil, har holdt det hele vejen og smilet er der endnu, fortæller Agnete Poulsen om de frivillige.

Udover de rekord mange bacon brunch-bokse er der også blevet solgt 1100 grillbokse, og 1146 har fået mad i VIP-afdelingen. I alt blev der tilberedt 5.083 måltider i Bacon Baren.



-179 15