UkDe

Bonden og hans bøf

Kogebog om Dansk Kalv


Randers, 18. maj 2010



Det startede med en tanke - og en efterspørgsel hos de mange forbrugere, der fandt vej til Niels Bjerres gård ved Kolding. Her producerer han Dansk Kalv, og i samarbejde med kokken Thomas Walbom er det nu blevet til 61 stærke opskrifter med Dansk Kalv som omdrejningspunkt.

Den 20. maj lancerer landmanden og kokken i samarbejde med Dansk Kalv kogebogen ”Kalv med masser af kærlighed”. En kogebog udsprunget af engagement og lyst til at dele inspirationen med forbrugerne.

- Jeg går ud til dyrene flere gange om dagen, og for mig er det et helt bevidst valg at producere netop Dansk Kalv. Jeg har blandt andet sat et webcam op, så andre også kan få indblik i, hvordan sådan en produktion ser ud. Og jeg hører fra mange forbrugere, at de gerne vil have inspiration til netop det gode kalvekød, siger Niels Bjerre.

I efteråret brugte kokken og landmanden en weekend i Niels Bjerres køkken på at koge, stege, bage og smage for at finde frem til de helt rigtige opskrifter.

- Vi tog simpelt hen udgangspunkt i grønsager og krydderier, som folk ofte har i deres køkken - og så selvfølgelig i kødet fra Niels’ kalve. Vi kombinerede det med to dages intensivt arbejde, og på den måde har vi skabt en kogebog med en masse opskrifter på dejlig mad med kalv, fortæller Thomas Walbom.

Ideen til at lave kogebogen havde Niels Bjerre puslet med længe, og han er glad for, at drømmen nu er blevet til virkelighed.

- Kogebogen er en opfordring til folk om at mødes i køkkenet og lave noget dejlig mad sammen med familie og venner, siger Niels Bjerre, som ofte selv bruger madlavning som en måde at være sammen med familien på.

I anledning af kogebogens udgivelse inviterer Niels Bjerre og Thomas Walbom på gårdbesøg og smagsprøver på Bjergegård i Kolding den 20. maj kl. 16-19. Alle er velkomne.

Adressen er:
Bjergegaard
Stranden 70
6000 Kolding





vidste du?

Vidste du?
… At du kan få tilsendt sidste nyt og ugens noteringer fra Danish Crown på SMS. Klik her for tilmelding
Danish Crown | Marsvej 43 | Tlf. 8919 1919 | 8960 Randers SØ | E-mail: dc@danishcrown.dk