Randers, 30. marts 2010
DR har igennem de seneste dage haft fokus på, hvor meget Danish Crown betaler for at få renset spildevandet i de kommuner, hvor vores afdelinger ligger.
Det er der kommet en række meget tendentiøse indslag ud af – og en række udokumenterede beskyldninger.
De journalister og journaliststuderende der står bag indslagene har valgt at sidde en række fakta overhørigt for at få opfyldt en præmis, der var besluttet på forhånd.
På et af Danish Crowns største anlæg renser vi i dag selv spildevandet og har derfor meget præcise beregninger af, hvor meget det koster at rense spildevand.
Danish Crowns udgift til spildevandsrensning i øvrige kommuner ligger over den faktiske pris. Ligeledes findes der i alle kommuner opgørelser over, hvad den enkelte kommunes spildevandsrensning koster, og her viser tallene, at det generelt er dyrere for den enkelte borger at få renset spildevand i en kommune, hvor der ikke ligger en større fødevareproducerende virksomhed.
Danish Crown bidrager altså positivt i samtlige de kommuner, hvor vi har anlæg, med at nedbringe udgiften for den enkelte borger i kommunen.
De oplysninger har siden midt i marts været tilgængelige for DR's journalister.
De har ligeledes haft adgang til den vejledning, Miljøstyrelsen har udarbejdet om, hvordan spildevandslovgivningen skal tolkes og følges, og det strider faktuelt mod professor Peter Paghs udlægning. Her har DR valgt at låne mikrofonen ud uden at undersøge modstridende oplysninger.
Danish Crown har igennem de sidste mange år arbejdet intenst for at nedbringe miljøbelastningen fra virksomhederne. Derfor belaster virksomheden også løbende rensningsanlæggene mindre, og beregningerne skal tilpasses de faktiske forhold.
Eksempelvis er Danish Crowns tilførsel til rensningsanlægget i Herning mindsket med 40 pct. over de seneste 15 år.
Danish Crown er løbende i kontakt med de forskellige kommuner for sat sikre, at beregninger passer til de faktiske forhold. Derfor ændrer prisen på rensning af spildevandet sig løbende.