UkDe

Oldenburg er i orden

Abstrakt logo



Randers 27. januar 2010



Der har de seneste dage været en række usandheder i omløb om Danish Crowns virksomheder i Tyskland.

Fakta er, at Danish Crown i Oldenburg siden 1. november 2009 har entreret med en kontraktpartner, som har ansat 36 rumænere til at stå for et stykke udbeningsarbejde.

Som det er fast procedure, inden vi indleder et samarbejde, er kontraktpartneren blevet grundigt undersøgt af en ekstern revisor eller advokat. Det må Danish Crown ikke selv gøre ifølge den tyske lovgivning.

Advokaten har kontrolleret og fået verificeret, at kontraktpartneren udbetaler løn og overholder de indgåede aftaler, sådan som han skal i henhold til tysk lovgivning.

Løn til tiden
Med det samme vi fik kendskab til uroen blandt rumænerne, der mente sig underbetalt og klagede over ikke at have fået løn for december, tog Danish Crown affære.

Helt praktisk sørgede vi samme aften for at skaffe 6400 euro i kontanter – knap 48.000 i danske kroner – som blev udbetalt direkte til rumænerne, så de kunne komme hjem på weekend.

Samtidig bad vi øjeblikkeligt advokaten om at gennemgå dokumentationen for, at forholdene var i overensstemmelse med aftalen. Den dokumentation forelå fredag 22. januar. Den viser, at alle, der har udført arbejde på Danish Crowns anlæg i Tyskland, har fået løn til tiden. Pengene er overført den 14. januar. Tilsyneladende har der været en forsinkelse i nogle af de rumænske banker, så pengene ikke var til disposition den 15. om morgenen.

18 forender i timen
Med hensyn til lønnen så er arbejdet aftalt som akkordarbejde, hvor normen er sat efter den danske norm for udbeningsarbejde, nemlig 18 forender i timen. Normen giver en timeløn, som er højere end den normale løn i branchen i Tyskland.

Som det også er kendt herhjemme, har de nyansatte i Oldenburg fået et uddannelsestillæg den første måned, mens de var under oplæring. Derefter falder tillægget væk. Nogle af rumænerne har i december ligget under halvdelen af normen, og derfor har de fået udbetalt en lavere løn.

Danish Crown er ikke optaget af hverken nationalitet eller statsborgerskab hos vores medarbejdere eller samarbejdspartnere – hverken i Danmark eller i udlandet. Vi har på de danske afdelinger i dag en række forskellige nationaliteter ansat på danske lønvilkår – herunder både tyskere og polakker.

Advokatens redegørelse har vi fået oversat til dansk. Den kan du læse herunder.





Brev fra advokatfirmaet honert + partner


I sidste uge forlod nogle medarbejdere, der var ansat hos en kontraktpartner, der havde aftale med en af jeres virksomheder, arbejdet og hævdede, at de ikke havde modtaget korrekt løn for deres arbejde.

Vi har bistået virksomheden med omgående at undersøge de nærmere omstændigheder i denne sag og har modtaget relevant information og dokumentation fra kontraktpartner.

Resultaterne af vores undersøgelser har vist, at den pågældende kontraktpartner har betalt sine medarbejdere i henhold til sædvanlige standarder inden for industrien. Som det er normal praksis indenfor udbeningsarbejde, betales medarbejderne per styk. Akkorden ligger på 18 forender per time og stykprisen ligger indenfor det normale niveau.

Klagerne fra medarbejderne skal ses i lyset af, at medarbejderne endnu var under oplæring og derfor ikke var i stand til at holde akkorden.

Den pågældende kontraktpartner havde betalt en basisløn, uden hensyn til resultaterne i den første måned, i forbindelse med oplæringen. Der opstod imidlertid uenighed om betalingen den efterfølgende måned, da der ikke længere blev udbetalt nogen basisløn. Vi har samtidig modtaget dokumenter fra kontraktpartneren, som viser, at alle forfaldne lønninger er blevet betalt til tiden.

Efter omhyggelige overvejelser ser vi derfor ingen grund til, at jeres virksomhed ikke skulle fortsætte samarbejdet med den pågældende kontraktpartner.

Med venlig hilsen
honert + partner

Dr. Claudius Mann

vidste du?

Vidste du?
… At Danish Crown har udviklet et internetkatalog med over 200 udskæringer af svine- og oksekød.
Se kataloget
Danish Crown | Marsvej 43 | Tlf. 8919 1919 | 8960 Randers SØ | E-mail: dc@danishcrown.dk