NYHEDER

Lokale økogrise i køledisken

adler440.jpg

Det handler om økologi og dyrevelfærd, og som ekstra dimension kommer kødet fra en lokal leverandør. SuperBest i Hørsholm v/Købmand Dalgaard har siden foråret solgt og markedsført økologisk svinekød fra Frilands leverandører, Jesper og Randi Adler, der opdrætter økologiske grise kun ca. 50 km fra butikken.

På kødpakkerne sidder en etiket med foto af Jesper og Randi Adler, så den lokale identitet er helt på plads.
- Kunderne vil gerne kunne sætte ansigt på, hvor kødet kommer fra, de vil gerne have den lokale historie, fortæller slagtermesteren i butikken, Brian Christensen.
Han er begejstret for produktet, også selv om det kræver en ekstra indsats.

Friland leverer grisene til butikken som halve dyr, og slagteren står selv for at udskære og pakke kødet. Ikke alle udskæringer kan sælges i de økologiske kødpakker, og det er en opgave at udnytte resten til f.eks. forædlede produkter.
- Det er indsatsen værd. Kunderne har taget godt imod det lokale kød, og interessen er voksende. Nogle af dem har endda kontaktet leverandørerne for at høre mere om opdrættet, fortæller slagtermesteren.

Slagterafdelingen hos Købmand Dalgaard bugner af forskelligt kvalitetskød, bl.a. indgår Friland Kødkvæg og Frilands økologiske svine- og oksekød i sortimentet. Butikken blev sidste år som en af landets første dyrevelfærdscertificeret i et projekt mellem Friland og Dyrenes Beskyttelse, som går ud på at give slagterne særlig viden om dyrevelfærdsreglerne. På den måde kan slagterne bedre rådgive kunderne, når de vil vide, hvad det betyder, at kødet er ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”.
Friland A/S | Marsvej 43 | 8960 Randers SØ | Tlf. 89 19 27 60
Se fødevarestyrelsens kontrolrapporterHjemmesiden er oprettet med tilskud fra EU og Fødevareministeriet