Uden sprøjtegift
I det økologiske landbrug må man hverken bruge kunstgødning eller sprøjtegifte, også kaldet pesticider. Økologerne bruger heller ikke kemiske stråforkortere, som konventionelle landmænd bruger til foderkorn.
Rent drikkevand
En af de gode grunde til at undlade at sprøjte markerne er hensynet til drikkevandet. I det konventionelle landbrug har myndighederne godkendt omkring 80 kemiske stoffer, som kan bruges mod alt fra bladlus og kartoffelskimmel til valmuer og pileurt. Det kan bl.a. spores i vores drikkevand. Hvert år finder man rester af pesticider, når man undersøger vandet i vandværkerne. I de fleste tilfælde ligger fundet under gældende grænseværdi, men selv om det ikke er dokumenteret, at små mængder af pesticider er skadelige for menneskers sundhed, lader økologerne tvivlen komme os alle til gavn. Det er det, man kalder forsigtighedsprincippet.
Naturen som medspiller
Det er vigtigt for økologerne at have naturen som medspiller på markerne. I stedet for at anvende sprøjtegifte veksler økologiske landmænd bl.a. mellem afgrøder, der tilfører jorden kvælstof (som ærter, kløver, lucerne og spirer) og afgrøder, der bruger kvælstof (korn, kartofler og majs).
Til gavn for dyrelivet
Fugle og andre dyr trives bedre på økologiske marker. Danske undersøgelser har vist, at der en større variation af både planter og dyr på arealer, der dyrkes økologisk – til gavn for hele naturens fødekæde.